1. Indledning

I denne statistik belyses beskæftigelsen på det grønlandske arbejdsmarked. Den grønlandske beskæftigelsesstatistik er en statusopgørelse over, hvor mange personer (individer), der er beskæftiget mindst otte timer i løbet af én måned samt hvor mange personer, der gennemsnitligt er i beskæftigelse pr. måned i løbet af et år.

 

Beskæftigelsesstatistikken udarbejdes på baggrund af alle fastboende borgere i Grønland, der ultimo året er fyldt 15 år. I denne publikation præsenteres beskæftigelsen gennem perioden 2015-2019.

 

Den grønlandske beskæftigelsesstatistik udarbejdes så vidt muligt i henhold til retningslinjerne beskrevet af The International Labour Organisation (ILO), der er den internationale arbejdsorganisation under FN. Beskrivelse af ILOs definition af beskæftigelse samt retningslinjer findes i afsnit 4.1.

 

Publikationen er opdelt i tre kapitler, der kan læses samlet eller hver for sig. I kapitel 2 præsenteres de centrale opgørelser fra beskæftigelsesregistret. Med fokus på såvel geografi som demografi giver analyserne i dette kapitel et bredt indblik i beskæftigelsesforholdet på det grønlandske arbejdsmarked.

 

Kildematerialet samt øvrigt datamateriale bag statistikken gennemgås i kapitel 3, mens retningslinjer, definition af beskæftigelse, metodebeskrivelse, fejlkilder m.m. gennemgås i kapitel 4.

 

Detaljerede elektroniske oplysninger om den grønlandske beskæftigelse gennem perioden 2008-2019 findes i Grønlands Statistikbank på hjemmesiden bank.stat.gl. Ved hjælp af Statistikbanken er det muligt at skræddersy tabeller ved at kombinere forskellige ­variable såsom alder, køn, bosted, fødested og uddannelsesniveau.

 

Revisioner i denne publikation

Beskæftigelsestallene i denne publikation samt i Grønlands Statistikbank er revideret for 2018. Derudover er den branchefordelte beskæftigelse revideret for perioden 2008-2018.